Længe siden – og skadestuebamser

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen.
Egentlig er der ikke rigtig nogen særlig grund til det – udover at jeg har svært ved at koncentrere mig om hæklingen.

Jeg har mistet min CROJO!

Forhåbentlig kommer den snart tilbage. Jeg har gang i mange projekter, da koncentrationen om én opgave holder ganske kort.

I fredags (14/12-18) afleverede jeg en lille bunke skadestuebamser til Aalborgs bamsemor, Tine.
18 stk blev det til denne gang. Det betyder, at jeg i 2018 har afleveret 38 bamser – 128 i alt. 2019 skal gerne byde på endnu flere <3

Stone Washed monstre!

LUX Zoom og LUX Mov har fået en make over <3

De er hæklet i det lækre Stone Washed garn fra Scheepjes, som jeg har købt ved Littlebugz.
De er hæklet på nål 3,5 mm og er derfor større end normalt. Jeg har brugt 1 nøgle gul til Zoom og lidt over 1 nøgle lilla til Mov. Øjne og tænder kunne klares med 1 nøgle hvid og så en lille smule grøn til Mov samt sort til pupiller og mund.

Vamsede, bløde og sjove monstre! Jeg må indrømme, at Stone Washed vist er det perfekte monster garn 🙂 Er de ikke bare for skønne?!
Klik på billederne for at se dem i større format.

At male på sten….

… er faktisk super sjovt! ?

Jeg har aldrig været god til hverken at tegne eller male, men derfor kan man jo godt alligevel. Det er ret hyggeligt at sidde og nørkle med. Mine grønne Stueplanter får lidt pynt ?

Billigt akryl maling og en god klar spraylak! Jeg har så investeret i et par Posca tuscher i sort og hvid til optegning og detaljer.

De kan bruges både ude og inde – det er kun fantasien, der sætter grænsen for, hvad man kan lave. Jeg bruger dem som pynt og sjov i potter og bede.

Her er lidt af dem jeg har lavet ☺️

Alternativ dørstopper!

Det bliver ikke til megen hækling for mig her i sommer varmen. Koncentrationen svigter!

Men i dag er det køligere, så jeg greb nål. BANG! sagde det så, og døren til soveværelset smækkede. Jeg har alt for længe været træt af, at døren til vores soveværelse smækker, så snart der er gennemtræk. Men jeg kunne jo bare sætte noget tungt, så døren ikke smækker; dørstopper.

Men jeg havde jo ikke lige en dørstopper…. så må man jo bare lave en, men hvordan? Jeg kiggede i gemmerne og fandt noget stofgarn. Bum bum og en lille kurv lavet i stangmasker, en lille hank og så en tung sten på 3 kilo – DET VIRKER! Nu smækker døren i hvert fald ikke. Den er ikke videre køn, men den holder døren og er nem at flytte med den lille hank.

Instagram

Vidste du, at du på Instagram kan søge på hashtags?

Så kan du fx se alle de billeder, der er lagt op med #luxkreativ

Derfor bliver jeg også super glad, når I lægger billeder ind med “mine” hashtags – det kan fx være #luxkreativ og #luxmonster eller måske navnet på monsterne #luxblob #luxbuh #luxmim osv.

På denne måde er det nemt at søge dem alle frem og se på én gang.

Det giver mig et bedre overblik, og vi kan alle finde inspiration i hinandens hæklerier ?

Hvis du ikke allerede følger min Instagram profil, så hop ind og gør det ?

Profilen hedder lux_kreativ men du kan også bare søge på LUX Kreativ så kommer den frem.

På billedet her ser du søgeresultatet for hashtagget #luxkreativ

Når gaver bringer glæde

Jeg var for nyligt på besøg hos et dejligt vennepar, som har 2 fantastiske døtre. Derfor var jeg jo også nødt til at lave lidt hæklet med til dem, selvom de efterhånden har en del herfra.

Til Laura på snart 4 år havde jeg lavet en sød kanin med forskelligt tøj. Til lillesøster Luna på 8 mdr havde jeg lavet en lille ræv. Her kan du se de billeder, som jeg fik hapset, inden de blev afleveret – og et lille bonus billede af glade Luna <3

Kalkmaling til urtepotter

Der er gået lidt plantekuller i mig derhjemme – ja faktisk går jeg lidt amok!
Jeg synes bare ikke, at de almindelige terracotta potter er mig, så det måtte fikses. Mange har brugt tavlelak, og det giver en flot, blank overflade.
Men jeg ville gerne beholde det matte udseende, som terracotta potter har. Derfor rådede den lokale farvehandler mig til at prøve kalkmaling; Jeg var øjeblikkeligt solgt.
Det dækker med ét lag, tørrer super hurtigt, giver et rustikt look med mat overflade, og så findes det i over 50 forskellige farver og nuancer.
Jeg har efterhånden malet mange lerpotter med det, og indtil videre er det en kæmpe succes. Det får ikke pletter og holder sig pæne.
Det, jeg bruger, hedder “Vintage Paint” og er fra mærket “Jeanne d’Arc Living”.

Her er de seneste 3, som jeg har malet i en mild, grå farve.

Skadestuebamsen

Jeg har i dag afleveret min første portion skadestuebamser – hele 80 stk blev det til !!
Et fantastisk og frivilligt tiltag som giver tilskadekomne børn en lille ven, når de besøger skadestuen. Der er efterhånden mange skadestuer med i ordningen, og man vælger helt selv, hvilken skadestue man vil aflevere til. De bliver samlet hos én “bamsemor”, som sørger for at vaske dem, pakke dem og aflevere dem på skadestuen. Man kan endda få udleveret garn hos “bamsemoren” til at lave endnu flere skadestuebamser med, hvis man ikke selv har garn til det.

Har du også lyst til at lave skadestuebamser eller bare læse lidt mere om det, så hos ind i Facebook gruppen “Skadestuebamsen”.

80 bamser afleveret 23.12.2017

Åh nej!

Åh nej! Det er tirsdag, og imorgen kommer del 4….. men hvor er min del 3?

Sygdom, hovedpine og træthed har domineret min uge. Jeg har slet ikke haft hverken energi eller motivation til at hækle. Hver gang jeg har prøvet, har jeg måttet lægge det fra mig, for koncentrationen var der slet ikke ? Den dårlige samvittighed tog over, så jeg prøvede flere gange, men jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Jeg er derfor ikke blevet færdig med del 3 i denne uge!

Men hvad så nu? Del 4 kommer jo imorgen!

Heldigvis er det gode ved denne CAL, at man altid kan springe på – det er aldrig for sent at være med. Selvom del 4 kommer imorgen, så kan du stadig være med fra start; så “slipper” du bare for at vente på de 4 første dele. Så selvom jeg har følt mig skyldstynget og modløs, så tager jeg imorgen mod del 4 med åbne arme – og starter på del 3 ? Jeg er ved at være ovenpå igen, så nu får den gas!

Derfor beklager jeg, at I ikke får min del 3 at se i dag. Men glæd jer i stedet til næste uge for der får i 2 dele på samme tid ?